Hvilken type brænde skal du vælge?

Du kan bruge alle træsorter i din brændeovn. Men inden du vælger, hvilken type brænde du vil bruge, er det en god ide at overveje, hvilke behov dit træ og din brændeovn skal opfylde. Er brændeovnen din primære varmekilde eller bruger du brændeovnen til at skabe hygge og stemning? Det kan have indflydelse på, hvilken træsort, der er optimal for dig.

Forfatter: Line Nederby
Opdateret: 16. januar 2024

Article

Hvilken type brænde skal du vælge? 

Der findes en række forskellige træsorter, som du kan fyre med. Oftest benytter du en af de nedenstående typer til brænde:

  • Bøg
  • Eg
  • Ask
  • Birk
  • Forskellige typer løvtræ

Som udgangspunkt kan du bruge alle typer træ i din brændeovn. Et kilo træstof afgiver samme mængde varme uanset hvilken trætype, du vælger. Men der er forskel på, hvor meget den enkelte træsort vejer pr. kubikmeter.

Jo tungere træsort du vælger, jo højere er træets brændværdi pr. m³ (hvis du antager at fugtighedsprocenten i træet er den samme). Det betyder, at du får mere varme ud af en rummeter bøgebrænde, der hører til de tunge træsorter, end du gør af samme mængde fyrretræ, der hører til de lette træsorter. Du skal lægge brænde på din brændeovn oftere, hvis du fyrer med brænde af lette træsorter.

Prisen på brænde hænger som regel sammen med brændværdien. Jo tungere, jo dyrere.

Træ i kilo pr. m³ (100% træ med et vandindhold på 18%)
Bøg 710
Eg 700
Ask 700
Elm 690
Ahorn 660
Birk 620
Bjergfyr 600
Pil 560
El 540
Skovfyr 520
Lærk 520
Lind 510
Gran 450
Poppel 450

Skal du vælge tungt eller let træ? 

Der er både fordele og ulemper ved de forskellige trætyper. Samtidigt med at de kan opfylde forskellige behov.

De lette træsorter er nemme at forarbejde og tænde op. Til gengæld skal du fylde brænde på oftere, fordi træet hurtigt brænder af.

De tunge træsorter kan være svære at tænde op, fordi træet afgiver gasarterne, der skal antændes langsommere end de lette træsorter. Men brændværdien er højere, og brændeknuden vil holde længere tid i brændeovnen, og dermed afgive varme i længere tid.

OBS: Undgå at bruge træ med harpiks (for eksempel gran) i åbne ildsteder og pejse – det sprutter, når det afbrændes.

Hvilket behov skal dit brænde opfylde?

Dit valg af brænde skal matche dit behov. Bruger du din brændeovn til at skabe hjemlig hygge kan de lette (og billigere) træsorter være et godt valg. Dog skal du være opmærksom på, at det lette træ fylder mere i opbevaring end det tunge træ.

Udgør din brændeovn en primær varmekilde i din bolig, er det en god ide at benytte de tunge trætyper. De er ofte dyrere i indkøb, men brændværdien er også tilsvarende højere.

TIP: Brug både en let og en tung træsort

Det er også en mulighed at indkøbe brænde af både en let og en tung træsort. Så kan du bruge det lette træ til at tænde op med og efterfølgende fyre med de tunge træsorter.

Det må du ikke fyre med

Der er en række materialer, du ikke må fyre med i din brændeovn. Det kan være til skade for både mennesker og miljø – og så er det strafbart.

Ifølge affaldsbekendtgørelsen §50 er det forbudt at fyre med:

  • Trykimprægneret træ eller EU-paller. Træet må ikke være overfladebehandlet på nogen måde.
  • Træaffald, der indeholder maling, lim eller lak.
  • Husholdningsaffald (mælkekartoner, æggebakker, plastik eller tryksager som ugeblade og reklamer.)
  • Byggeaffald som indeholder søm og skruer eller rester fra spån- og gipsplader.

Årsagen til forbuddet skyldes, at den type materialer indeholder giftstoffer, som udskilles ved forbrænding. Selv i meget små mængder er stofferne skadelige for mennesker.

Vil du vide mere om brændetyperne?

Med denne korte beskrivelse af hver enkelt brændetype har du gode forudsætninger for at finde den trætype, der passer til dine behov.

  • Blandet løvtræ

Blandet løvtræ vil oftest består af de letteste løvtræsorter med tynd bark. Sælges ofte som discounttræ. Velegnet som optændingstræ eller til optændinger ”for hyggens skyld”.

  • Birk

Birk er en middelhård træsort med tynd bark. Let at tænde op med. Kan både bruges i brændeovne og masseovne med høj virkningsgrad samt pejse og åbne ildsteder.

  • Ask

Ask er en hård træsort med tynd bark. Let at tænde op med (evt. sammen med lidt optændingsbrænde af en lettere træsort). Velegnet til brændeovne og kedler. Kan med fordel bruges til langtidsfyring.

  • Bøg

Bøg er en hård træsort med tynd bark, som kan være svær at tænde, benyt derfor optændingsbrænde af lettere træsort ved optænding. Velegnet til brændeovne og kedler. Kan med fordel bruges til langtidsfyring.

  • Eg

Eg er en hård træsort med tyk bark. Det kan være svært at tænde op med egetræ. Derfor er det en fordel at benytte lettere træsorter sammen med. Brænder kun optimalt med meget træk.