Danske husholdninger og virksomheder producerer årligt ca. 340.000 tons plastikaffald*. 63% af plastikaffaldet fra husholdninger og virksomheder går til forbrænding, og kun omkring 36% af plastikaffaldet genanvendes. Dette skaber gradvist større udfordringer for miljøet.
Miljøbelastning ved afbrænding af plastik
Plastik er primært et oliebaseret produkt, og den stigende produktion af plastik er derfor en stigende belastning af klodens fossile ressourcer. Det anslås, at ca. 6% af verdens olieforbrug går til produktion af plastik, og tallet forventes at stige til 20% i 2050. Produktion, forbrug og afbrænding af plastik medfører udledning af ca. 400 mio. tons CO2 globalt hvert år. Den udvikling kan vi være med til at vende ved at genanvende plastik. Analyser har vist, at for hver 1 mio. tons plastik, der bliver genanvendt, svarer det til at tage 1 mio. biler af vejen målt på CO2-udledning.
Plastik i naturen og verdenshavene
Samtidig er plastik et stort problem, når det ender i naturen, da det nedbrydes meget langsomt. Faktisk tager det ca. 500 år for plastikposer og flasker at nedbrydes i naturen, og i havet tager det op til 20 år for plastikposer og op til 450 år for plastikflasker at blive nedbrudt. Plastikaffald er et stigende problem i havmiljøet, hvor det blandt andet er en trussel mod dyrelivet.
Bæredygtig plastik hos Aduro
Hos Aduro vil vi gerne være et skridt foran i den grønne omstilling. Dette afspejles i designet af vores brændeovne, som er energieffektive og reducerer CO2-udledningen mest muligt. Vi har et overordnet mål om at tænke den grønne omstilling ind i hele værdikæden. Derfor er vores nye plastiktragt fremstillet af genanvendt plastik fra danske husholdninger. Vi tror på, at det gavner os alle mest, hvis vi udnytter vores ressourcer mest muligt og genanvender plastikken i et cirkulært kredsløb.
*Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet (2018) Plastik uden spild – Regeringens plastikhandlingsplan. https://mfvm.dk/fileadmin/user_upload/MFVM/Miljoe/Plastikhandlingsplan/Regeringens_plastikhandlingsplan_web_FINAL.pdf