Vedligeholdelse af din brændeovn

Her kan du finde en guide til basal vedligeholdelse af din brændeovn. Ved god og regelmæssig vedligeholdelse af brændeovnen sikrer du både bedre fyring og længere levetid af din brændeovn. Rengøring fra inderst til yderst behøver ikke tage lang tid og jo oftere du sørger for at vedligeholde ovnen des nemmere bliver rengøringen.

Forfatter: Line Nederby
Udgivet: 06. august 2015
Aduro vedligeholdelses kit til brændeovn

Article

Det er en nemt at klargøre sin brændeovn inden fyringssæsonen rigtig går i gang. Så er du klar til mange lune timer hele vinteren.

Inden du rengør ovnen, skal du sørge for …

  1. at brændeovnen er slukket.
  2. at alle brændeovnens dele er kolde.
  3. at alle gløder er slukket.
  4. kun at bruge egnet værktøj.

Når alt er slukket og klar, bør du starte indefra i brændeovnen og arbejde dig ud.

1. Generel rengøring af brændeovn

Indvendig rengøring af brændeovn
Brændeovnens indre kan rengøres gennem lågen, alternativt gennem renseåbningen i røgrøret. Røglederpladen, som er den øverste ildfaste sten på brændeovnen, kan fjernes så der bliver fri adgang til toppen af brændeovnen.
Den indvendige rengøring og rengøring af røgrøret bør foretages en gang om året eller oftere afhængigt af hvor meget brændeovnen benyttes.

2. Røgrøret

Røgrøret skal slutte tæt til selve brændeovnen, så der sker en optimal røgafgang, hvilket også begrænser sod på brændeovnens overflade. Brændeovnens røgrør kan rengøres gennem lågen, alternativt gennem renseåbningen i røgrøret. Røgrøret kan desuden fjernes fra ovnen for at lette rengøringen.

3. Brændkammeret

For at sikre en stabil og jævn drift behøver ovnen en let regelmæssig rengøring. Her kan du benytte en askestøvsuger. Brændkammeret har godt af let rengøring ca. hver tredje dag, afhængig af hvor ofte ovnen bruges.
De gule plader i brændkammeret slides naturligt og bør udskiftes når der kommer revner på mere end en halv centimeter. Pladernes holdbarhed afhænger af, hvor meget og hvor kraftigt ovnen bliver brugt. Du kan selv udskifte pladerne som fås i færdige sæt. Du kan også købe hele plader, så du selv kan kopiere de slidte plader.

4. Glasrude

Fyring med vådt træ kan give sodpletter på ruden. De fjernes dog let med en fugtig klud, som du dypper i den kolde aske fra ovnen og gnider på det tilsodede glas. Du kan i øvrigt finde rengøringsprodukter til formålet i det lokale byggemarked.
Ved meget genstridige pletter på glasset kan det rengøres med Sidol, som man typisk bruger til rengøring af keramiske komfurer.

Hvis du døjer med tilsodet glas på din brændeovn kan det bl.a. skyldes, at du fyrer med fugtigt træ. Træets fugtighed må max være 18%. Tilsodet glas kan desuden skyldes ringe træk i skorstenen, som kan være forårsaget af manglende asketømning, lav forbrændingsluft eller en dysfunktionel skorsten.

Problemer med tilsodet glas skyldes ofte en af følgende:
  1. Sekundærluften er ikke helt åben/skruet højt nok op.
  2. Der fyres med vådt/fugtigt træ (max 18%).
  3. Der er ikke tilstrækkeligt træk i skorstenen.
  4. Optænding er ikke god nok. Sørg for at få ordentlig varme i ovnen så skorstenen bliver varm fra starten lad evt. lågen stå ganske lidt åben de første 5-10 min.

5. Tætte låger

Hvis pakningerne i lågen på din brændeovn er slidte suger den for meget luft ind. Du får en uøkonomisk forbrænding, der samtidig er svær at styre. Slitage på pakningerne er uundgåeligt men du kan sørge for, at bevare dem bedst muligt ved at rengøre dem ca. en gang om ugen. Her kan du bruge en almindelig klud opblødt i rent vand.

6. Konvektionsrør

Når du skal rengøre brændeovnens konvektionsrør, skal du henholdsvis trække og skubbe i rensestangen. På den måde skrabes rørene rene for aske og sodaflejringer, som sikrer en effektiv varmeoverførsel. Du skal sørge for at komme i bund omkring konvektionsrørene, her kan du evt. bruge en lille børste eller en askestøvsuger.

7. Røgvender/Røgleder

Brændeovnens røgvender eller røgleder skal tages ud og rengøres for aske, da sod og aske fra konvektionsrørene falder ned og lægger sig på røgvenderen.

8. Rudeskyl

Rudeskyl i en brændeovn er opvarmet luft, som føres ned over ovnglasset og minimerer soddannelse på glasset. Ved rudeskyl-funktionen er det vigtigt, at lågen er bygget af et solidt materiale, så den slutter tæt. Rudeskyl i brændeovnen letter rengøringsarbejdet.

9. Askeskuffe

Askeskuffen skal tømmes ca. 2 gange ugentligt afhængigt af, hvor ofte du bruger ovnen. Du skal åbne lågen for at få adgang til askeskuffen. Husk også at rengøre rummet hvor askeskuffen står i, da ophobet aske risikerer at samles bagtil. Dette kan på sigt hindre askeskuffen i at komme helt i bund og forhindre lågen i at lukke tæt.

TIP: Lad altid et askelag blive i bunden af ovnen, da det isolere brændkammeret og gør det nemmere at tænde op.

10. Udvendig regulering af automatikken

For at få en optimal og miljøvenlig forbrænding i din brændeovn skal lufttilførslen reguleres meget præcist og med få minutters intervaller. Hertil er mange brændeovne udstyret med automatik, som selv regulerer lufttilførslen. Som med alt andet fungerer det bedst, når det er rent, og når du alligevel fører en klud over ovnen bør du tørre det udvendige automatik-greb af i samme ombæring. Sørg for at trække grebet helt ud da komprimeret aske kan sidde og gemme sig inde bagved.

11. Generel rengøring af brændeovn

Udvendig rengøring af brændeovnen
Brændeovnens overflade er malet med varmebestandig maling, som kan tåle helt op til +600 varmegrader. Malingen holder sig pænest, hvis den jævnligt støvsuges med støvsugerens lille børstehovedmundstykke eller støves af med en tør, blød klud. Brug ikke sprit eller andre opløsningsmidler, da det vil fjerne malingen.

Brændeovne holder ligesom så meget andet bedst, når de vedligeholdes og rengøres jævnligt. Jo bedre du passer på din brændeovn des bedre fyring og mere glæde får du ud af den.