Dét glæder vi os mest til ved brændeovnssæsonen

Når dagene bliver kortere, og vi træder ind i det kolde vinterhalvår, har vi brug for varmen og lyset fra brændeovnen. Men der er også noget helt særligt over at have brændeovn i hjemmet. Læs her, hvad brændeovnsejere glæder sig mest til ved brændeovnssæsonen.

Forfatter: Anne Sofie Torstensson
Opdateret: 16. november 2021
Wood burning season

Article

Når man spørger brændeovnsejere, hvad de glæder sig mest til ved brændeovnssæsonen, er der nogle helt særlige glæder, som går igen.

For mange er det at have brændeovn nemlig en del af en livsstil. Det er hyggen ved at samles om brændeovnen med en god kop kaffe, det er varmen fra ilden, når man kommer hjem efter en lang, kold gåtur, og det er de lysende, varme flammer på mørke vinteraftner.

Her er brændeovnsejeres største glæder ved at have brændeovn i hjemmet.

Lys og varme i vintermørket

For mange er brændeovnen en essentiel del af hjemmet – især når dagene bliver kortere og vi træder ind i det kolde vinterhalvår, hvor vi har brug for varmen og lyset.

”Jeg glæder mig over den dejlige varme fra brændeovnen på de kolde, mørke aftner. Det er godt”.
Henrik, brændeovnsejer.

Varmen rammer helt ind i knoglerne og får hele kroppen til at slappe af. Men der er også noget fascinerende over den levende ild som kontrast til mørket uden for ruden. Det er måske fornemmelsen af at være i en lille, tryg hule, hvor de varme flammer omslutter os som et kærligt knus.

Mennesket har altid været afhængig af ilden både som kilde til lys og varme, men også som beskyttelse mod rovdyr og til tilberedning af mad. Du kan læse mere om ildens betydning for menneskets udvikling her.

Roen sænker sig i flammernes skær

Mange nævner, at der er noget helt særligt over at sætte sig godt til rette foran brændeovnen med en varm kop kaffe eller the, og bare lytte til det knitrende træ, og se flammerne danse bag ruden.

Som en anden slags lysmeditation er der nemlig noget særligt beroligende over at stirre ind i de blafrende, orange flammer. Sus Corazon, der er adjunkt på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet, forklarer, at vores opmærksomhed skifter, når vi kigger ind i flammerne. Vi udskifter fokuseret koncentration med tanketom opslugthed. Hun kalder det en behagelig ”pause i hjernen”(kilde: https://videnskab.dk/krop-sundhed/hvorfor-er-det-saa-hyggeligt-ved-et-baal).

Undersøgelser viser da også, at sådanne stille stunder foran brændeovnen kan være direkte blodtryksnedsættende og stressforebyggende. Det kan du læse mere om her.

For brændeovnsejeren Lene er den stille stund foran flammerne det, hun ser allermest frem til, når brændeovnssæsonen nærmer sig:

”Jeg glæder mig til at skulle sidde i sofaen sammen med min dejlige mand Jesper. I en stille stund, mens vi nyder og drømmer os væk i flammernes smukke skær”.

Og måske er det netop det, der kendetegner brændeovnslivsstilen: Den skønne pause, man får fra hverdagen, når man slænger sig i en dejlig lænestol, får varmet kroppen op af ilden og dagdrømmer sig væk fra arbejdsopgaver og planlægning. Nogle med en god bog eller avis som følgesvend – andre med hækletøjet eller et hyggeligt spil.

Hvad end man bruger sin tid på, når man sidder der, sænker roen sig i flammernes skær. Både i krop og sind.

Brændeovnen er indbegrebet af hygge

Langt de fleste brændeovnsejere nævner ”hyggen” som det, de glæder sig allermest til. Hyggen hører lidt sammen med at nyde roen foran ilden, for selvom begrebet ”hygge” er svært at definere, er det ofte forbundet med afslapning, godt selskab, nærvær og velvære – og for nogen er hygge helt specifikke ting som bløde tæpper, varme drikke, levende lys og hjemmebag. Det er alt sammen ting, der går godt i spænd med hygge foran brændeovnen.

Brændeovnsejer Kathrine beskriver, hvordan brændeovnen er en del af hyggen hjemme hos dem:

”Når vi kommer hjem hver anden søndag efter en lang gåtur i skoven med hunden og børnene og er våde og gennemkolde […] så er det frem med frokosten, kaffe og varm kakao mens min mand tænder op i brændeovnen. Det er indbegrebet af hygge for mig”.

Det er ikke lige til at sætte en finger på, hvad det hyggelige ved brændeovnen præcist er, for det er hele livsstilen, som brændeovnen bidrager til. Derfor står brændeovnen for mange som en central del af hjemmets samlingspunkt. Både som kilde til varme, hygge og samvær.

Du kan læse om flere gode grunde til at have en brændeovn i hjemmet i denne artikel: “10 grunde til at have en brændeovn i hjemmet”.

7 grunde til at have en brændeovn i hjemmet

Article

En brændeovn er ikke kun hyggelig. Der er faktisk flere gode grunde til at tænde op i din brændeovn. Vi giver dig her 10 gode grunde til, hvorfor du bør investere i en brændeovn.

Læs mere

Trends inden for design af brændeovne

Article

Arkitekt og industriel designer Casper Storm fra firmaet SPEKTRE ApS, der designer brændeovne for virksomheden Aduro A/S, giver her sit bud på de nyeste trends inden for brændeovne, som vi vil se mere til i 2018.

Læs mere

Et forvandlet brændeovnshjørne – før og efter

Article

Med et godt øje for styling, en stor passion for gør-det-selv-projekter samt et ønske om at sætte sit personlige præg på hjemmet, har Elisabeth og hendes mand skabt et moderne brændeovnshjørne i stil med husets øvrige indretning.

Læs mere