Sådan kombinerer du gulvvarme og brændeovn

I vinterhalvåret skruer mange op for gulvvarmen, og det kan blive en dyr omgang. Hver grad svarer nemlig til ca. 5% ekstra på varmeregningen. Derfor har vi undersøgt fordelene ved at kombinere gulvvarme med varmen fra en brænde-, pille- eller hybridovn.

Forfatter: Ditte Hessellund Kappel

Article

I vinterhalvåret skruer mange op for gulvvarmen, og det kan blive en dyr omgang. Hver grad svarer nemlig til ca. 5% ekstra på varmeregningen. Derfor har vi undersøgt fordelene ved at kombinere gulvvarme med varmen fra en brænde-, pille- eller hybridovn.

Gulvvarmen giver en jævn temperatur, men kan ikke justeres fra dag til dag

De fleste nyere huse har gulvvarme, som kan give en dejlig, jævn temperatur i huset, når du indstiller den korrekt. Gulvvarme bør nemlig indstilles til en fast temperatur, fordi gulvvarme har en længere reaktionstid på temperaturjusteringer, end radiatorer fx har. Reaktionstiden afhænger af det materiale, rørene til gulvvarmen er installeret i; er gulvvarmen fx nedstøbt i beton, kan reaktionstiden være helt op til 12 timer. Af den grund er der ikke noget at spare ved at skrue ned for gulvvarmen, når du tager på arbejde, og skrue op igen, når du kommer hjem. Til gengæld er der noget at spare, hvis du indstiller en lidt lavere, fast temperatur. Hver grad, du sænker, sparer nemlig ca. 5% på varmeregningen (kilde: https://nordeainvestmagasinet.dk/artikler/saenk-temperaturen-en-grad-og-spar-tusinder).

Brug brændeovnen som supplerende varmekilde, når du er hjemme

En kombination af gulvvarme og brændeovnsvarme kan være en rigtig god løsning. Sæt gulvvarmen på en konstant lavere temperatur, end den du egentlig ønsker, og brug så din brændeovn til at øge temperaturen, når du er hjemme, og har brug for mere varme. Brændeovnen giver omgående varme og kan derfor bruges til justere rumtemperaturen med. Lige som du kan tænde op i brændeovnen og få omgående varme, kan du hurtigt lukke af for ilden, når du ikke ønsker at øge temperaturen mere. Forbrændingen er dog bedst, når ovnen kan brænde nogle timer i træk og nå en høj røggastemperatur. Derfor bør du ikke tænde op og lukke ilden ned i ét væk – dette vil i øvrigt også skabe mere røg og sod i ovnen. Det handler i stedet om at indstille gulvvarmen til et lavere niveau, hvor varmen fra brændeovnen anvendes som en del af den primære varmekilde, når du er hjemme.

Her er et eksempel:

Dagene bliver koldere, og det gør dit hjem også. Nu vil du gerne skrue op for varmen. Du kan, som mange andre, godt lide en rumtemperatur på 23 grader og indstiller derfor gulvvarmen til dette. Men du synes også, at ilden og varmen fra brændeovnen er hyggelig, så du fyrer op i brændeovnen om aftenen. Efter kort tids fyring stiger temperaturen, og varmen bliver måske for intens. Men da din gulvvarme har en lang reaktionstid, kan du ikke bare slukke den med omgående virkning, og du bliver derfor nødt til at lufte noget af varmen ud ved at åbne et vindue. Det er penge ud ad vinduet.

I stedet kan du gøre dette: Sæt din gulvvarme på et lavere niveau, fx 19 grader. Det vil holde en jævn temperatur hele dagen, og når du så kommer hjem fra arbejde og har brug for lidt mere varme, tænder du op i din ovn og bruger den øjeblikkelige og direkte varme til at øge temperaturen. Brændeovnsvarmen vil være fokuseret der, hvor ovnen står, men du kan med fordel montere en varmefordeler, der fordeler den varme luft fra brændeovnen ud i rummet.

Det har altså flere fordele at kombinere gulvvarme med varmen fra din ovn. Herunder har vi samlet de største.

Fordele ved at kombinere gulvvarme og brændeovn

1: Du sparer penge på varmeregningen

Skruer du fx gulvvarmen ned fra 23 grader til 19 grader, opnår du en besparelse på ca. 20% på din varmeregning. Selvom en mindre procentdel af det besparede trækkes fra til brænde- eller træpilleforbrug, når du bruger din ovn som supplerende varmekilde, er besparelsen stadig mærkbar.

2: Brændeovne, pilleovne og hybridovne er billige varmekilder

Har du en moderne ovn, og fyrer du korrekt i din ovn, får du meget varme for pengene. Nyere ovne er designede til at optimere forbrændingen og har en højere virkningsgrad end ældre ovne, hvilket betyder at du får mere varme ud af samme mængde træ og piller.

3: Din varme bliver mere miljøvenlig

Ved at reducere gulvvarmen og supplere med varmen fra din brændeovn gør du noget godt for klimaet. Du sparer nemlig på CO2-udledning fra varmeværket og erstatter det med 99,7% CO2 neutral energi fra brændeovnen.

4: Du har mere fleksibilitet ved vejrskifte

Gulvvarmen er god til at holde en stabil temperatur, mens brændeovnen er god til at give omgående varme. Det har bl.a. sin fordel ved vejrskifte: Har du fx flere dage med sol, så når du højere temperatur i boligen, og gulvvarmen slår fra. Går solen så pludselig væk, er det rart at have brændeovnen til hurtigt at kompensere. På samme måde kan kraftig vind også køle huset meget og pludseligt, og da er det rart at kunne få temperaturen hurtigt op igen med din brændeovn.

Og så kommer vi selvfølgelig heller ikke udenom, at varmen fra brændeovne bare skaber en helt anden hyggelig stemning i stuen om aftenen. Faktisk er hygge den hyppigste årsag til, at så mange danskere vælger at have brændeovn i hjemmet.

Sådan tænder du korrekt op i din brændeovn

Article

Det er vigtigt, du fyrer rigtigt i din brændeovn. Sådan får du mest ud af dit brænde og skåner miljøet mest muligt.

Læs mere

Få mest varme for pengene

Article

Det er vigtigt at du altid fyrer med tørt brænde i din brændeovn. Hvis du fyrer med fugtigt brænde, opnår du ikke den optimale virkningsgrad og varme - det er spild af penge. Læs også om hvorfor du altid bør fyre med tørt brænde for at skåne miljøet mest muligt.

Læs mere

En varmefordeler forbedrer luftcirkulationen

Article

En varmefordeler sikrer, at den varmluft, brændeovnen producerer, bliver jævnt fordelt i rummet, så det ikke kun er luften omkring ovnen, der bliver varmet op.

Læs mere